Medaljeholdet fra vandskiklubben

Pressemeddelelse

Kontakt Kerteminde Vandskiklub: Svend Bondo 20 32 19 92

Vandskiklubben igen 2. mest vindende klub ved Danske Mesterskaber 2009

Ikke færre end 13 medaljer blev det til ved DM, der torsdag til søndag blev afviklet i Rødekro Vandskiklub i Sønderjylland. Hele 7 var af guld, 4 var af sølv, og 2 af bronze blev det også til.

Medaljehøsten blev kun overgået af Vallensbæk Vandskiklub, der tog 22 medaljer med sig hjem til Danmarks hidtil bedste vandskianlæg. Et anlæg der er så godt, at klubben til august kan afholde Europamesterskaber.

Kerteminde Vandskiklub stillede da også til DM med det største hold i mange år. 12 løbere og 2 officials. De 2 officials var, Svend Bondo, som var speaker under hele stævnet, og en gammel Kertemindedreng Mads (Bas) Eliasen, som var at finde blandt dommerne. Mads bor og studerer dog i Ålborg.

Af de 12 løbere var 7 fra klubbens juniorafdeling, 2 fra Open gruppen, og 3 var seniorer.

Ved DM blev der dystet i 4 discipliner, Slalom, Trick, Wakeboard og Hop.

Kerteminde Vandskiklub valgte for 3 år siden at sælge sit hop til Herning Vandskiklub, da de stod og manglede et hop til afvikling af DM, mens Kerteminde Vandskiklub blot kæmpede med at holde hoppet ved lige – en ulige kamp – da hoppet lå ubeskyttet på Fjorden ved klubben, og hele tiden tog skade af Fjordens bølger. Derfor var hop den eneste disciplin Kertemindeløberne ikke deltog i, da de i sagens natur ikke har mulighed for at træne hop. Ærgerligt, da Kerteminde tidligere har været godt toneangivende i hopdisciplinen, og stadig har trænere der også mestrer at lære fra sig i denne disciplin. Dobbelt ærgerligt, er det, da det som sagt ville kunne give Kerteminde mulighed for flere medaljer, og især i klubkonkurrencen hvor Kerteminde ryger helt ned på en 7. plads fordi klubben ikke scorer points i hop, og at Kerteminde Vandskiklub er afskåret fra at afholde store konkurrencer, bl.a. fordi klubben ikke har hop. Det kan tilføjes, at 7 af de 22 medaljer Vallensbæk hentede er pga. hop.

Sidste år undlod 2 af klubbens trænere, Claus Ernst Nielsen og Allan Palmgren, at deltage i den åbne klasse – der afvikles lørdag søndag – for at tage hjem og hellige sig juniortræningen i klubben.

Det + at juniortræningen i år er blevet fordoblet, har tydeligt vist givet pote.

Tilsammen høstede de 7 juniorer nemlig 8 medaljer af de i alt 13, klubben hentede hjem til Kerteminde.

For at starte med de yngste først, blev medaljerne fordelt således:

Tue Ernst Nielsen fik en sølvmedalje i drenge trick under 10 år, som faktisk burde have været en af guldslagsen, da han fik underkendt mange af de tricks, han faktisk lavede. OG det skal tilføjes at det ikke var førnævnte Mads, der underkendte! Dommerne var hårde i trick – for hårde, vil nogen mene – og det gjaldt også pigerækken under 12 år, hvor Kerteminde stillede med 2 piger. Det ændrede dog ikke på resultatet, hvor Trine Folkman i finalen tog guldet lige for næsen af Benedikte Bondo der fik sølv. Kun 20 points skilte de 2 klassekammerater, og slyngveninder. At de 2 lå tæt, var også tilfælde i indledende runde hvor kun 60 points skilte de 2 – blot i omvendt rækkefølge. Nu er det jo finalen der gælder, og der var det som nævnt Trine der fortjent hentede guldet til Kerteminde. Bedre gik det for Benediktes storesøster, Frederikke Bondo, der tog guld i junior pige under 17. For at gøre trickdisciplinen færdig, kan det nævnes at Claus Ernst Nielsen – som så mange år i forvejen – hentede endnu en guldmedalje hjem til Kerteminde i Herre Senior 2, og Ib Trier Petersen tog en sølvmedalje, efter endnu en gang at se sig slået af den samme verdensmester som sidste år. Det var i Herre Senior 3.

7 af Kertemindeløberne stillede op i slalom. Martin Bayer Jensen i junior dreng under 12 år, hvor han hentede en bronzemedalje, mens storesøster Louise Bayer Jensen snuppede en sølvmedalje i junior pige under 14. Benedikte Bondo og storesøster Frederikke Bondo tog begge en guldmedalje i deres klasser, junior pige under 12, og junior pige under 17.

De resterende 3 medaljer gik til, Claus Ernst Nielsen, der som Frederikke Bondo, således også bragte 2 guldmedaljer hjem til Kerteminde, idet han tog guld i Herre slalom Senior 2, mens Ib Trier Petersen hentede bronze i Herre Senior 3, og Kertemindes udenlandsdansker Berit Legrand Nielsen, der til dagligt bor og træner i Monaco – men stiller op for Kerteminde – hentede guld i Dame Senior 2.

I Wakeboard havde Kerteminde 3 løbere med. Det var Jens Jakobsen der fik en 5. plads i Junior dreng klassen, og Kim Valsøe der scorede en 6. plads i Open Herre, samt Mads Buck Nielsen der løb med 8. pladsen, også i Open Herre. De 2 unge Herre er i øvrigt også nye trænere i Kerteminde Vandskiklub – og det er sikkert, at de 2 inden længe vil kunne skaffe medaljer til Kerteminde, både fra dem selv, og fra de juniorer de træner hver uge. Jens blev af landstræneren, der var til stede ved DM, også nævnt som en af de kommende talenter.

For at afslutte det om antallet af medaljer, må vi erkende, at vi i klassen Open, ikke kan hamle op med landets søklubber, som nupper medaljerne for næsten af Kerteminde. "Vi har potentialet, men ikke forholdene til at udvikle vore talenter til den hårdeste række", men det arbejder vi jo på, slutter Svend Bondo

Redigeret 27. august 2009

Kerteminde Vandskiklub, Odensevej 200, 5300 Kerteminde, info@kertemindevandski.dk Giro: 213-2184